12 måneder
Difteri-stivkrampe-kighoste-polio:
Vaccinen indeholder bestanddele af døde virus.
Vaccinationen giver beskyttelse mod 4 sygdomme:
- Difteri der blandt andet kan give en meget alvorlig halsbetændelse.
- Stivkrampe, der kan opstå i forbindelse med sår, og som er særdeles alvorlig.
- Kighoste der kan være alvorlig - især hos helt små børn.
- Polio eller børnelammelse, der kan medføre varige lammelser af kroppen.
Hjernehindebetændelse:
Vaccine indeholder bestanddele af døde bakterier.
Vaccinationen giver beskyttelse mod infektion med bakterien Hæmophilus influenza tybe b (Hib-bakterien).
Hib-bakterien kan medføre hjernehindebetændelse (meningitis) eller strubelågsbetændelse. Inden vaccinationen blev indført i Danmark, var Hib-bakterien den hyppigste årsag til hjernehindebetændelse hos børn under 5 år. Begge sygdomme er særdeles alvorlige og kan både give varige skader på barnet og føre til dødsfald.
Bivirkninger:
Der bliver anmeldt 5-6 tilfælde med bivirkninger for hvert 10.000 børn der vaccineres mod difteri-tetanus-kighoste-polio og hjernehindebetændelse.
Langt de fleste tilfælde består af rødme, hævelse, varme og ømhed på huden, der hvor barnet bliver stukket. Reaktionerne varer som regel kun 1 døgn.
Hos enkelte børn stiger temperaturen til omkring 39.5. Når dette sker, kan feberen udløse feberkramper hos børn, der i forvejen har tilbøjelighed til at få feberkramper. Der bliver anmeldt få tilfælde (under 10 tilfælde årligt) i Danmark med feberkramper efter vaccinationen.
Der er ikke rapporteret dødsfald eller varige skader hos børn.
Virkning:
Efter 3 vaccinationer mod difteri-tetanus-kighoste-polio anses beskyttelsen mod difteri og stivkrampe at vare mindst 5 år. Beskyttelsen mod kighoste menes at vare mindst 3 år.
Pneumokoksygdom:
Vaccinen indeholder bestanddele af døde bakterier.
Vaccinen giver beskyttelse mod infektion med bakterien pneumokok.
Pneumokokbakterien kan medføre bihule-, mellemøre- og lungebetændelse og mere alvorlig sygdom som blodforgiftning og meningitis. Den højeste forekomst af alvorlig pneumokoksygdom ses hos børn under to år. Pneumokokker er en af de vigtigste årsager til hjernehindebetændelse i Danmark. Som følge af hjernehindebetændelse med pneumokok får 13 % varige følger (høretab og hjerneskader) og 7 % dør.
Bivirkninger:
Feber og lokal reaktion i form af rødme, hævelse og ømhed på injektionsstedet er almindelige reaktioner. Efter vaccinationen ses også irritabilitet, opkastninger, diaré og nedsat appetit.
Virkning:
Pneumokokvaccinen beskytter i aldersgruppen seks måneder til to år mod 75 % af tilfælde med alvorlig pneumokoksygdom.
Efter 3 vaccinationer mod hjernehindebetændelse anses beskyttelsen mod meningitis og strubelågsbetændelse at vare resten af livet.
Læs videre om 15 måneders vaccination