Udarbejdet af:

Hæshed

Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet

En pludselig opstået hæshed skyldes ofte en ganske almindelig virusbetændelse, fx forkølelse, som er overstået i løbet af en uges tid. Men børn kan også blive hæse i et par dage af at råbe højt. Hvis barnet er hæs og samtidig har besværet vejrtrækning, skal du kontakte lægen med det samme.

Vores stemme opstår, når luft presses forbi stemmelæberne. Stemmelæberne er to hvide folder placeret inde i strubehovedet. Hæshed opstår, hvis stemmelæberne hæver. Der kan være mange årsager til, at børn bliver hæse. De to hyppigste er betændelse og overbelastning af stemmen, som kan føre til at stemmelæberne hæver og barnet bliver hæs.

Langt den hyppigste årsag til hæshed hos børn er en almindelig forkølelse, som er overstået i løbet af en uges tid. Mere sjældent er falsk strubehoste med den typiske søløvehoste og meget sjældent er akut strubelågsbetændelse.

Akut strubelågsbetændelse er en frygtet og farlig sygdom. Det drejer sig om en betændelsestilstand i strubelåget, som er det brusklåg, der sidder ved indgangen til luftrøret. Betændelsen skyldes oftest bakterier, og i ca. 90 % af tilfældene er det bakterien Hæmofilus Influenzae, der er årsagen.

Sygdommen starter som regel som en almindelig forkølelse med ondt i halsen, men kan udvikle sig hurtigt, og forløbet kan blive dramatisk og medføre kvælning, hvis barnet ikke kommer under behandling. Symptomerne skyldes, at slimhinden på strubelåget hæver på grund af betændelsen. Hævelsen og smerterne tiltager, efterhånden som betændelse trænger ind i vævet. Halssmerterne bliver meget kraftige og barnet får problemer med at synke sit eget spyt. Der er også feber og barnet er påvirket.

Heldigvis er sygdomme meget sjældent i Danmark, da alle børn tilbydes vaccination mod Hæmofilus Influenza i 3, 5 og 12 måneders alderen som led i den almindelige børnevaccination.

I daginstitutioner med mange børn kan det være nødvendigt at råbe for at blive hørt. Hvis børn råber meget, bliver stemmelæberne overanstrengt og barnet hæs. Hvis barnet fortsætter med at misbruge stemmen, kan der opstå knuder på stemmelæberne.

Klik her for at læse om hvordan du vurderer dit syge barn

Medicin

Der findes ingen medicin mod hæshed. Ved mistanke om akut strubelågsbetændelse bliver barnet indlagt med det samme og behandlet med antibiotika.


Klik her for at finde døgnåbne apoteker og vagtapoteker i din region

Hvad du selv kan gøre

Hvis du råber meget, vil dit barn også råbe meget. Fortæl dit barn at det ikke må forvrænge stemmen, at det skal lukke munden op når det taler, undlade at tale når der megen støj eller høj musik samt undgå at tale, når det dyrker sport.

Kontakt lægen i morgen

Hvis dit barn er hæs i mere end 1 uge.

Kontakt lægen med det samme

Hvis dit barn både er hæs og har besvær med vejrtrækningen.


Klik her for at finde nummeret til lægevagten i din region