Mundbetændelse
Herpes gingivostomatis (Latinsk betegnelse)Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Mundbetændelse skyldes et virus. Sygdommen starter med feber. Efter et par dage kommer der blærer i munden. Senere optræder der grå-gule blærer omkring læberne. Barnet vil ikke spise og drikke. Sygdommen går over af sig selv efter 10-14 dage. Hvis dit barn ikke vil drikke og det bliver sløvt og slapt, skal du ringe til lægen med det samme.
Mundbetændelse ses især hos børn i alderen 2-4 år. Sygdommen begynder med feber (38-39ºC). I løbet af 1-2 dage kommer der gråhvide blærer i munden. Gummerne bliver røde, hævede og bløder let. Blærerne brister hurtigt, og efterlader overfladiske sår. Efter yderligere nogle dage spreder blærerne sig til læberne og huden omkring munden. Kirtlerne på halsen lige under kæberne bliver forstørrede og ømme.
Da sårene i munden gør ondt, vil barnet som oftest hverken spise eller drikke. Det gør ikke så meget, at barnet ikke vil spise, men væske er nødvendig. Hvis barnet ikke får noget at drikke, kommer det i underskud med væske, og det kan være farligt. Har barnet underskud af væske, vil vandladning ophøre og barnet bliver slapt og sløvt. Det varer cirka 1 uge, før sårene er helet så meget op, at barnet kan spise og drikke normalt.
Mundbetændelsen skyldes et bestemt virus - kaldet Herpes type 1 virus. Det er det samme virus, som forårsager forkølelsesår på læberne. Herpes virus kan ikke fjernes helt, når man først har fået det ind i kroppen. Virus ligger og sover i kroppen og kan i bestemte situationer - eksempelvis når man udsættes for kulde eller sol - vågne op og give gener. Typisk vil barnet få mundbetændelse første gang, det bliver angrebet af Herpes type 1 virus. Barnet vil herefter udvikle forkølelsessår på læberne, når virus vågner op.
Mundbetændelse forsvinder af sig selv i løbet af 1-2 uger.