Forhudsforsnævring
Phimosis (Latinsk betegnelse)Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Forhudsforsnævring er en almindelig tilstand, hvor forhuden på penis ikke kan trækkes så langt tilbage, at hovedet på penis blottes. Kun sjældent er drengene generet og hos langt de fleste er forhudsforsnævringen forsvundet inden puberteten. Kun drenge, der er væsentligt generet, skal tilbydes behandling. Behandlingen består af påsmøring med creme på penis eller operation.
Ved forhudsforsnævring menes der, at forhuden på penis ikke kan trækkes så langt tilbage, at hovedet på penis er blottet. Mange forældre er ængstelige for, at det kan være farligt og ubehageligt for drengene. Men forhudsforsnævring hos børn er ikke nogen sygdom og den generer mest forældrene.
Forhudsforsnævring er en almindelig tilstand. Ved fødslen er det således 95 % af alle drengene, hvor forhuden ikke kan trækkes helt tilbage. I løbet af de første 3 år vil de fleste drenge vokse fra tilstanden og i skolealderen har kun omkring 8 % fortsat forhudsforsnævring.
Forhudsforsnævring kan - men behøver langt fra - give anledning til forskellige gener. De hyppigste gener er stor spredning på strålen (generer mere den der skal gøre rent end selve barnet) og betændelse under forhuden. Betændelse under forhuden viser sig ved hævelse, varme, rødme og ømhed på spidsen af penis.
Forhudsforsnævring skal ikke behandles for enhver pris. Kun de børn der er væsentligt generet - og det er meget få - skal tilbydes behandling. Den væsentligste grund til at være tilbageholdende med behandling er, at forhudsforsnævring kun sjældent giver anledning til alvorlige gener og at tilstanden meget tit forsvinder af sig selv. Hvis der fortsat er forhudsforsnævring ved puberteten, kan det fører til smerter i forbindelse med erektion - i de tilfælde skal tilstanden selvfølgelig behandles.
Behandling af forhudsforsnævring består i ballontisning, påsmøring af creme eller operation.