Halsbetændelse
Tonsillitis acuta (Latinsk betegnelse)Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
De fleste halsbetændelser skyldes virus og skal ikke behandles med penicillin. Nogle halsbetændelser skyldes bakterier f.eks. skarlagensfeber og skal behandles med penicillin. Hvis dit barn har feber, synkebesvær, savler og er hæst, skal du ringe til lægen med det samme.
Når et barn har ondt i halsen, siger man ofte, at det har halsbetændelse. Især børn med forkølelse og influenza klager over ondt i halsen. Kun hos hvert tredje barn med ondt i halsen er årsagen bakterier, og kun hos disse børn vil penicillin hjælpe.
Halsbetændelse begynder med tørhed i halsen, senere kommer der smerter, især synkesmerter. Temperaturstigning er almindelig. Kigger man ned i halsen, er mandlerne røde undertiden med hvide belægninger. Kirtlerne på siden af halsen vil ofte føles hævede og ømme. Halsbetændelse er sjælden hos børn under 2 år.
Et barn med skarlagensfeber har både halsbetændelse, hindbærtunge og et fint prikket rødt udslæt. Udslættet begynder i ansigtet og breder sig senere til bryst, ryg og ben. Hindbærtungen ses cirka 4 dage efter, at sygdommen er startet. Tungen er da rød med hævede knopper og minder om overfladen på et hindbær.