Feber
Febrilia (Latinsk betegnelse)Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Feber er ikke farligt, hvis barnets almene tilstand er god. Et barn med feber skal være afklædt og have rigeligt at drikke. Bliver barnet sløvt eller har besvær med vejrtrækningen, skal du straks ringe til lægen.
Feber er et tegn på sygdom, men siger ikke noget om, hvor alvorlig sygdommen er.
Et barn, der leger, ser TV eller spiller spil, er kun sjældent alvorligt sygt. Kan barnet afledes ved højlæsning eller leg, er det også et godt tegn uanset kropstemperaturen. Omvendt kan barnet være alvorligt sygt, hvis det ikke leger, ikke vil drikke eller ikke kan afledes, også selv om temperaturen kun er lidt forhøjet.
Hvis et barn har høj feber, men i øvrigt virker kvikt, er faren ikke stor. Man siger, at barnets almene tilstand er god, når det, som ovenfor beskrevet, kan lege, drikke og afledes også selv om barnet ikke er så kvikt, som når det er helt raskt. Har man et sygt barn er vurderingen af den almene tilstand af stor betydning.
Temperaturen bør måles, når barnet har hvilet i 20 minutter i et køligt rum. Temperaturen kan under leg stige op til 38°C, uden at barnet behøver at fejle noget. Ophold i et varmt rum får også temperaturen til at stige. Man taler om feber når temperaturen er over 38°C.
Feber betyder oftest, at barnet har en infektion med et virus, f.eks. forkølelse eller influenza. Små børn får højere feber end voksne, og 39-40°C er ikke ualmindeligt ved forkølelse. Almindeligvis stiger barnets temperatur i løbet af dagen og er højest om aftenen. Således vil et barn med forkølelse typisk have 38°C om morgenen stigende til omkring 39°C om aftenen uden, at det er tegn på, at sygdommen er forværret.
Enkelte børn med feber kan få kramper (feberkramper). Især børn i alderen fra seks måneder til 5 år får feberkramper. Feberkramper begynder med, at barnet ikke kan kontaktes. Samtidig bliver barnet stiv i hele kroppen. Efter nogle sekunder bøjes og strækkes ben og arme i meget hurtige ryk. Anfaldet varer typisk mindre end 5 minutter. Herefter vågner barnet op og vil - bortset fra feberen - være som det plejer. Selvom feberkramper ser dramatisk ud, tager barnet ikke skade.