Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Influenza starter med temperaturstigning og smerter overalt. Feberen forsvinder i løbet af 3-4 dage. Hvis dit barn er sløvt eller har besvær med vejrtrækningen, skal du ringe til lægen med det samme.
Influenza er en meget almindelig sygdom i vinterhalvåret. Den optræder ofte som en epidemi. Det vil sige, at mange mennesker i et område bliver syge på samme tid.
Sygdommen skyldes en virusinfektion. Den starter pludselig med høj feber 39-40°C eller mere, evt. kulderystelser, stærk hovedpine, smerter i musklerne (smerter overalt) og en stærk sygdomsfornemmelse.
I modsætning til forkølelse er barnet sjældent snottet ved influenza. Derimod ses det ofte, at der kommer mavepine og opkastning i forbindelse med influenza, især de første par dage af sygdommen. Virus kan sprede sig til luftrør (bronkierne) og lungerne og give kraftig hoste.
Sygdommen er ikke farlig og går over af sig selv. Efter 3-4 dage begynder temperaturen at falde, og efter 6-7 dage er barnet raskt. Influenza kan give komplikationer med lungebetændelse, bronkitis, mellemøre-betændelse og andre bakteriesygdomme, som lægen kan behandle.