Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Fodsvamp skyldes en infektion i huden med svampe. Kløe og svien mellem tæerne er typiske tegn på fodsvamp. Huden mellem tæerne bliver rød og der kommer revner. Behandling med svampedræbende creme er effektiv, men det kan være svært at forhindre, at fodsvampen kommer igen.
Fodsvamp skyldes en infektion i huden med svampe. Fodsvamp ses hyppigst blandt skolebørn og kun meget sjældent før 4-årsalderen. Børn - der dyrker meget sport og som sveder meget på fødderne - har hyppigst fodsvamp.
Kløe og svie mellem tæerne er de første tegn på fodsvamp. Ofte er huden rød med små væskefyldte blærer. Huden mellem tæerne bliver senere opblødt og revner.
Hvis fodsvampen ikke bliver behandlet, breder fodsvampen sig til de andre tæer. Der kan også komme bakterier i revnerne. Så breder rødmen sig og der kommer sår, hvorfra det løber med ildelugtende snask.