Høfeber
Allergisk rhinitis (Latinsk betegnelse)Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Høfeber er den hyppigste allergi-sygdom hos børn. Høfeber viser sig ved kløe i næse og øjne, mange nys og løbende næse. Selv om høfeber ikke er en alvorlig sygdom, er den meget generende. Forældre kan behandle høfeber ved at undgå pollen, bruge allergi medicin og undgå især røg i hjemmet.
Høfeber ligner meget en forkølelse, men varer dog meget længere. De fleste forældre får mistanke om høfeber på grund af gentagne og langvarige "forkølelser" om sommeren. I nogle tilfælde udløses høfeber af overfølsomhed overfor pelsbærende dyr, støvmider og skimmelsvamp. I de tilfælde er børnene generet hele året.
Høfeber viser sig ved pludselig opstået kløe i øjne og næse samt i mindre grad i halsen. Kløe i øjnene fører til, at barnet gnider sig og derved får røde øjne og yderligere irritation. Kløe i næsen resulterer i nyseture med op til 25 nys lige efter hinanden. Samtidig løber næsen og øjnene med tynd væske, og næsen bliver stoppet.