Insektstik
Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Det gør ondt at blive stukket af bier eller hvepse. Barnet vil hæve der, hvor det er blevet stukket. Brodden bør fjernes med det samme. Kun hvis barnet er overfølsom overfor bi eller hveps, er der grund til ængstelse. Ring til lægen med det samme, hvis barnet viser tegn på overfølsomhed eller hvis det er blevet stukket på halsen eller i munden.
Alle forældre kender til insektstik eller bid hos deres børn. Selv om det kan gøre ondt, der hvor barnet er blevet stukket eller bidt, er langt de fleste insektstik helt ufarlige. Kun i de sjældne tilfælde, hvor barnet er overfølsomt overfor bi eller hvepsestik, er der grund til ængstelse.
Stikkende insekter som hvepse og bier har en brod på bagkroppen. Brodden er forbundet med en giftblære, som tømmes ind under huden og det gør ondt. Biens brod er forsynet med modhager og bliver derfor siddende tilbage efter, at bien er væk. Fjernes brodden ikke, vil der fortsat blive pumpet gift ind under barnets hud.
Men også andre insekter kan genere barnet. Myg, mitter og klæg (kaldet "bremser") har ingen giftbrod, men deres bid kan gøre ondt, fordi der i deres spyt er stoffer, som irriterer huden.
Barnet kan reagere på tre forskellige måder efter et insektstik eller insektbid:
1) Normalt
Hos langt de fleste børn udløser stikket fra en bi eller hveps omgående gråd. Omkring stedet hvor barnet er blevet stukket, udvikler der sig en øm, rød hævelse, der holder sig nogle dage. Der kan opstå kløe. Størrelsen af hævelsen vil afhænge af, hvor barnet er blevet stukket og hvor kraftigt barnet reagerer på giften. Hvis barnet bliver stukket på fingrene, bliver hævelse ikke så stor, da huden er meget stram her. Bliver barnet stukket på øjenlåget, hvor huden er mere løs, udvikler der sig en større hævelse. Nogle børn reagerer kraftigt på stikket, medens andre knapt nok reagerer, men det har ikke noget med overfølsomhed at gøre. Hævelsen kan blive ganske stor og holde sig flere dage uden at det betyder noget.
2) Overfølsomhed
Kun stik fra bier og hvepse kan udvikle sig til en allergisk reaktion. Overfølsomheden viser sig ved kraftig hævelse, kløende rødt udslæt over hele kroppen, besvær med vejrtrækningen og besvimelse. Første gang barnet stikkes er den allergiske reaktion ikke særlig voldsom, men for hver gang barnet bliver stukket, bliver reaktionen mere og mere voldsom.
Det kan være svært at afgøre, om en kraftig hævelse skyldes allergi eller blot er en kraftig reaktion, fordi barnet reagerer kraftig eller fordi stikket er placeret et sted, hvor huden er løs. Det kan kun en allergiundersøgelse afklare.
Ved mistanke allergi overfor bi eller hveps, kan barnet blive undersøgt nærmere hos lægen. Hvis barnet er allergisk, skal forældrene købe en sprøjte med adrenalin, som kan bruges næste gang det bliver stukket af en bi eller hveps. Som regel er barnet overfølsom overfor enten bi eller hveps aldrig begge insekter.
Der er også mulighed for at vaccinere barnet mod bi eller hveps. En sådan allergivaccination er meget effektiv men tager flere år at gennemføre.
3) Betændelse
Både stik og bid kan føre til, at bakterier kravler ind und huden og giver betændelse. Betændelsen viser sig ved rødme, varme og ømhed, der hvor barnet er blevet stukket. Det er vigtigt at bemærke, at betændelse først opstår nogle dage efter stikket eller bidet, medens den normale hævelse optræder få timer efter stikket eller bidet.