Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Alle børn har prøvet at få et sår der bløder, enten ved stik- eller snitskade i huden eller efter en hudafskrabning. Langt de fleste sår kan behandles hjemme af forældre eller andre voksne.
Ligegyldigt hvor såret er placeret eller hvor stort/dybt såret er, bør den voksne gøre følgende:
stoppe blødning
rense såret for snavs
afgøre om såret kan klares hjemme eller lægen skal kontaktes
forbinde såret
afgøre om barnet skal vaccineres mod stivkrampe
holde øje med tegn på betændelse
Et sår heler op i løbet af 8-12 dage. De første 1-2 dage renser kroppen selv såret. Medens det står på er såret væskende og snasket. På 3-5 dagen dannes der en skorpe over såret og på 6-8 dagen vokser huden ind under skorpen. Endelig falder skorpen af og afslører et ar efter 8-12 dage.
Hvis der opstår betændelse i såret, viser det sig ved hævelse, varme, rødme og ømhed. Alle 4 tegn skal være til stede på samme tid. De første dage efter ulykken snasker såret, og nogle tror derfor, at der er betændelse i såret - men det er der ikke - det er kroppen, der renser såret. Betændelse viser sig tidligst efter to døgn.