Udarbejdet af:

Smerter

Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet

Uvidenhed om børns smerter har i bogstaveligt forstand gjort ondt på mange børn. Alle børn også nyfødte kan føle smerte. Påstande om, at børns nerver ikke er tilstrækkeligt udviklet til at kunne føle smerter, må høre fortiden til.

Tit er det vanskeligt at finde ud af, hvor det gør ondt. Spædbarnet kan slet ikke fortælle forældrene, hvor det gør ondt og småbørn vildleder ofte deres forældre ved at klage over ondt i maven, uanset hvad der er galt og ved altid at besvare ledende spørgsmål: "Gør det ikke ondt i ørerne"  "jo det gør det". Lidt lettere er det med skolebørn.

De fleste børn oplever tidligt og hyppigt smerter under opvæksten i forbindelse med fald, slag, hudafskrabninger, sår, forbrændinger, injektioner ved vaccinationer og tandbehandling. Men også mange infektioner (influenza, mellemørebetændelse, halsbetændelse) giver anledning til smerter. Det er kendt at sådanne smerter ofte underbehandles af forældrene på grund af utilstrækkelig viden om smerter hos børn.

Tilbagevendende smerter hos børn udgør et særligt problem. To typiske eksempler er gentagne tilfælde af mavesmerter og hovedpine. Sådanne børn bør undersøges nærmere af lægen. Hvis barnet tager på i vægt, spiser og leger som andre børn, når det ikke har ondt i maven, vil årsagen oftest være nerver og kun yderst sjældent fødemiddelallergi. Også tilbagevendende hovedpine kan være nervøst betinget men migræne er også en mulighed. Migræne viser sig ved hovedpine, lysskyhed og opkastninger typisk hos børn i 5- til 8-års alderen.

Klik her for at læse om hvordan du vurderer dit syge barn

 

Hvad du selv kan gøre

Et barn der er kommet til skade og har smerter skal altid behandles med smertestillende medicin. Smertestillende medicin til børn under 2 år bør ikke anvendes uden lægens anvisning. Børn med mavesmerter bør ikke behandles, før man har talt med en læge. Smerter i forbindelse med infektioner bør behandles med medicin, der både er smertestillende og febernedsættende som feks paracetamol. Det er vigtigt, at den smertestillende medicin gives rigtigt. Læs omhyggeligt brugsanvisninger der følger med.

Lyt og tal med barnet. Fortæl barnet hvorfor det gør ondt, det gælder om at fortælle barnet så meget, som det beder om.

Det er kendt, at spædbørn med smerter har gavn af blide strygninger på huden og brug af sut.

Kontakt lægen i morgen

Hvis smerterne kommer igen. Lægen kan ordinere anden smertestillende medicin (Ibuprofen) på recept.

Kontakt lægen med det samme

Hvis barnet trods din egen behandling stadig har smerter. Hvis barnet har smerter og du ikke ved hvorfor eller hvis barnet har mavesmerter.


Klik her for at finde nummeret til lægevagten i din region