Udarbejdet af:

Sponsoreret af:

Trøske

Oropharyngeal candidiasis (Latinsk betegnelse)

Af Praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet

Trøske er en betændelse i mundhulen forårsaget af svampe. Sygdommen er meget almindelig de første måneder efter fødslen. Trøske viser sig ved mælkehvide pletter på tungen, i ganen og det indvendige af kinderne. Trøske kan smitte. Hvis ikke pletterne forsvinder i løbet af få dages behandling med danskvand, bør lægen kontaktes. Lægen kan udskrive en recept på et svampedræbende middel.

Trøske er en betændelse i mundhulen forårsaget af en svamp (Candida albicans). Barnet bliver ofte smittet ved fødslen fra moderen, da mange kvinder huser svampen i skeden. Det behøver ikke at føre til problemer for barnet, at det har svamp i munden. Næsten halvdelen af alle børn har svamp i munden uden, at det giver anledning til problemer. Kun i de tilfælde hvor svampen breder sig, opstår der trøske. Man ved ikke præcis, hvorfor nogle børn udvikler trøske. Men det er kendt, at hvis barnet bliver behandlet med antibiotika eller astmamedicin, kan der opstå trøske. Men mange børn får trøske, selv om de slet ikke får medicin.

Trøske er en forholdsvis uskyldig infektion. Nogle børn er slet ikke generet, medens andre børn har svært ved at sutte eller spise. Trøske viser sig ved mælke-hvide, let afløselige pletter eller klumper på en højrød slimhinde. Pletterne ses på den indvendige side af kinder, på tungen og i ganen. Når de hvide pletter fjernes, er den underliggende slimhinde stærkt rød og det kan bløde.

De hvide trøskepletter kan forveksles med mælkerester i mundhulen. Hvis pletterne helt forsvinder efter at barnet har drukket - for eksempel noget vand - så er det ikke trøske. De hvide pletter ved trøske lader sig ikke skylle væk - det gør mælkerester.

Klik her for at læse om hvordan du vurderer dit syge barn

Smitte

Trøske smitter fra barnets mund til hænder, sutteflasker, narresut og suttebrikker. God håndhygiejne er vigtig, når du renser munden. Du bør vaske hænderne før og efter behandling. Hvis du bruger suttebrik ved amningen, eller barnet bruget sutteflaske eller narresut, skal du være omhyggelig med rengøring og kogning. Barnet skal have en ren sut daglig, og du skal undgå selv at putte den i munden. Køb eventuel nye sutter, når svampebehandlingen er startet.

Daginstitution:
Der er ingen særlige regler for fremmøde i daginstitution. Men de ovenstående regler bør overholdes i daginstitutionen.

Medicin

Barnet kan blive behandlet med et svampedræbende middel, der kun kan købes på recept.


Klik her for at finde døgnåbne apoteker og vagtapoteker i din region

Hvad du selv kan gøre

Let trøske (få hvide pletter som ikke generer barnet) forsvinder af sig selv i løbet af få dage.

Hvis der er tale om mange mælkehvide pletter eller barnet virker irriteret, når det sutter eller spiser,  kan man bruge danskvand til at fjerne trøsken med. Brug en vatpind eller hjørnet af en ble/valskeklud, som dyppes i danskvand. Prøv at skrabe belægningerne af. Du skal sørge for at være omhyggelig, så du kommer hele vejen rundt i mundhulen, på tungen og i ganen.

Tidligere blev det anbefalet at fjerne trøske med klorhexidin, men det kan ikke anbefales. Klorhexidin dræber de normale bakterier som barnet har i munden og det giver svampen bedre betingelser for at få overtaget.

Kontakt lægen i morgen

Hvis trøske ikke forsvinder ved din egen behandling med danskvand.

Kontakt lægen med det samme

Aldrig nødvendigt.


Klik her for at finde nummeret til lægevagten i din region

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få løbende information om aktuelle sygdomme m.m. - Tilmeld dig nyhedsbrevet og få løbende information om aktuelle sygdomme m.m. - Tilmeld dig nyhedsbrevet og få løbende information om aktuelle sygdomme m.m.