Udarbejdet af:

Sponsoreret af:

Sengevædning

Enuresis nocturne (Latinsk betegnelse)

Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet

Sengevædning ses hos hvert femte barn over 6 år og forsvinder hos langt de fleste inden teenagealderen. Tilstanden er arvelig. Man ved ikke helt præcis, hvorfor nogle børn lider af sengevædning, men psykiske årsager er meget sjældne. Der findes i dag to effektive behandlingsmuligheder medicin og vækkealarm, hvoraf vækkealarm er den mest effektive.

Når barnet tisser ufrivilligt i sengen om natten, kaldes det sengevædning, ufrivillig natlig vandladning eller Enuresis nocturne (latin).

De fleste børn lærer med tiden at holde sig tør om natten. Men hvert femte barn vil stadig tisse i sengen om natten, når det er 6 år. Når børnene kommer op i teenageårene, er det kun ganske få (2-3 %), som ikke kan holde sig tørre om natten. Omkring 1 % af voksne forsætter livet ud med sengevædning.

Det er meget sjældent, at man finder en god forklaring på, hvorfor barnet lider af sengevædning. Man ved, at det er arveligt. Det vil sige, at hvis barnets søskende eller forældre har haft ufrivillig natlig vandladning, vil der være en øget risiko for, at barnet får samme problem.

Ufrivillig natlig vandladning skyldes et misforhold mellem den mængde urin, barnet danner om natten og den mængde urin, som barnets blære kan rumme. Danner barnet mere urin om natten end blæren kan rumme, bliver resultatet at barnet skal tisse. De fleste børn vågner, når blæren er fyldt og går på toilettet, men børn med sengevædning vågner ikke og tisser derfor i sengen. 

Den mængde urin barnet danner om natten vil afhænge af, hvor meget barnet har drukket inden sengetid og af et særligt hormon (det antidiuretisk hormon). Hormonet sørger for at barnet ikke danner så meget urin om natten.

Hos enkelte børn er det muligt at finde en anden forklaring på sengevædning. Typisk drejer det sig om et barn, der tidligere har kunnet holde sig tørt om natten og pludselig begynder med sengevædning. Forklaringen kan være psykisk eller medicinsk. Af psykiske årsager kan nævnes skoleproblemer, skilsmisse og dødsfald i familien. Medicinske årsager kan være blærebetændelse og sukkersyge. Men hos langt de fleste børn findes der ingen forklaring.  Tidligere antagelser om at nattevædning skyldes psykiske problemer er kun sjældent rigtigt. Barnet tisser ikke i sengen som protest eller for at få sin vilje.

Årsager til nattevædning:

  • barnet danner for lidt antidiuretisk hormon
  • barnets blærer er ikke fuldt udviklet endnu
  • sjældent psykiske eller medicinske tilstande

Selv om ufrivillig natlig vandladning ikke er farligt og selv om langt de fleste børn vokser fra tilstanden, har den stor betydning for barnet og skal derfor tages alvorligt. Barnet vil helst ikke sove hos kammerater og undgår måske lejrskole eller ture med overnatning, fordi det er pinligt at tisse i sengen. Drilleri og manglende selvværd kan blive resultatet.

Klik her for at læse om hvordan du vurderer dit syge barn

Medicin

Mange børn med sengevædning danner ikke nok antidiuretisk hormon om natten. Man kan derfor forsøge at give barnet ekstra antidiuretisk hormon. Medicinen er effektiv, men en del børn får ufrivillig natlig vandladning igen, når man ophører med medicinen.


Klik her for at finde døgnåbne apoteker og vagtapoteker i din region

Hvad du selv kan gøre

Det er vigtigt at forklare barnet, at ufrivillig natlig vandladning ikke er alvorligt og så godt som altid forsvinder igen. Hvis der er andre i familien der har haft samme problem, er det en god ide, at fortælle barnet at den eller den voksede fra det. Det hjælper barnet at vide, at det ikke er den eneste, der har det problem. Om barnet skal sove med ble afgøres af barnet selv. Nogle børn vil hellere sove med ble end opleve at hele sengen er våd, medens andre hellere vil bruge et vaskbart underlag.

Forældrene kan forsøge at holde igen med væske inden sengetid og vække barnet et par gange om natten og hjælpe det på toilettet. Hvis det ikke hjælper, er der grund til at søge hjælp hos lægen.

Kontakt lægen i morgen

Hvis barnet er over 6 år og nattevædning udgør et problem for barnet og/eller forældrene. Hvis barnet har ligget tørt om natten og pludselig begynder at tisse i sengen igen. 

Lægen vil først sikre sig, at barnet ikke har sukkersyge eller blærebetændelse. Hvis det ikke er tilfældet, vil lægen sammen med forældrene vælge en behandling. Der har gennem tiderne været forsøgt mange forskellige behandlinger, men behandling med medicin (det antidiuretisk hormon) og vækkealarm er de to eneste metoder, der har vist sig at være effektive. Vækkealarm er en attraktiv behandling, da barnet slipper for medicin. Alarmen består af et ringeapparat, som aktiveres, når lagenet bliver vådt. Hensigten med alarmen er at ændre barnets fornemmelse af en fyldt blære fra: en trang til at lade vandet til: et signal om at knibe sammen, tilbageholde vandladningen og vågne op. Vækkealarmen er effektiv og kun få børn får sengevædning igen, når alarmen fjernes. Antidiuretisk hormon er lige så effektivt som vækkealarmen, men en del børn får sengevædning igen, når det ophører med medicinen. Samlet er vækkealarmen derfor mest effektiv. Almindeligvis tager det flere uger at opnå effekt af behandlingen. Vækkealarmer udlånes gratis fra det offentlige (socialforvaltningen eller sygehus) og familien kan få økonomisk støtte til at dække de øgede udgifter, der kan være forbundet med lidelsen.

Kontakt lægen med det samme

Aldrig nødvendigt.


Klik her for at finde nummeret til lægevagten i din region

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få løbende information om aktuelle sygdomme m.m. - Tilmeld dig nyhedsbrevet og få løbende information om aktuelle sygdomme m.m. - Tilmeld dig nyhedsbrevet og få løbende information om aktuelle sygdomme m.m.