Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Forkølelsessår er en smitsom sygdom som skyldes betændelse med et virus (Herpes simplex). Sygdommen viser sig som sviende blærer og smertende sår i munden og på læberne. Sygdommen har det med at komme igen og igen - ofte samtidig med en kraftig forkølelse. Ring til lægen med det samme, hvis sårene breder sig til næsen eller øjnene.
Forkølelsessår er en smitsom sygdom som skyldes betændelse med et virus (Herpes simplex). Ofte begynder sygdommen med rødme og en ubehagelig prikken eller stikken i huden på det sted, hvor blærerne senere kommer frem. Efter et par dage udvikles der små væskefyldte blærer som hurtigt brister og bliver til sår. Sårene dækkes af en skorpe, som typisk falder af efter otte til ti dage. Blærerne og sårene er lokaliseret på læberne og i munden.
Det værste ved forkølelsessår er, at sårene har det med at komme igen og igen. Har man først haft et udbrud af forkølelsessår, vil der altid være en risiko for, at sårene kommer igen. Typisk kommer sårene frem i forbindelse med forkølelse (deraf navnet forkølelsessår) eller anden infektion. Også sollys kan få sårene til at komme igen. Hver femte vil få gentagne udbrud af forkølelsessår livet igennem.
Alle børn kan blive smittet med sygdommen, men de fleste børn får deres første udbrud af forkølelsessår, når de er 3-5 år. Man regner med at 80 % af alle voksne, på et eller andet tidspunkt i deres liv har haft forkølelsessår.
Hos de mindste børn (1-3 år) viser infektionen sig som en mundhulebetændelse. I munden på indersiden af kinden og gummerne ses slimhinden rød og fyldt med blærer. Det er almindeligt at barnet samtidig får let feber.