Udarbejdet af:

Sponsoreret af:

Halten

Calve-Legg-Perthes (Latinsk betegnelse)

Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet

Calve-Legg-Perthes ses hos børn i alderen 3 – 12 år. Fire ud af fem tilfælde er drenge. Smerterne i hofte, lår eller knæ kommer snigende. Senere begynder barnet at halte og vil helst undgå gåture. Diagnosen stilles ved en røntgenundersøgelse. Behandlingen er langvarig og vil afhænge af barnets alder og sværhedsgraden af sygdommen. Langt de fleste børn bliver raske igen. På længere sigt er der en øget risiko for udvikling af slidegigt i en tidlig alder.

Calve-Legg-Perthes er en hoftelidelse, der typisk ses hos børn i alderen 3 – 12 år. Lidelsen rammer drenge 5 gange hyppigere end piger. Generne kommer snigende. I begyndelsen er der lette smerter i knæ, lyske eller lår. Barnet vil bæres. Senere begynder barnet at halte og beklager sig om natten. Barnet kan vågne grædende på grund af smerterne. 

Ved Calve-Legg-Perthes svigter blodforsyningen til lårbenshovedet i hofteledet. Man ved ikke, hvorfor blodforsyningen svigter, men det er kendt, at arvelige forhold spiller en rolle. Når blodforsyningen svigter, nedbrydes lårbenshovedet. Knoglenedbrydningen sker gradvist over flere måneder. På et tidspunkt stopper knogleødelæggelsen og lårbenshovedet begynder langsomt at blive genopbygget. Hele forløbet fra knogleødelæggelse og genopbygning kan vare op til 3 år. Man opdager Calve-Legg-Perthes ved en røntgenundersøgelse, hvor det kan ses at lårbenshovedet ødelægges.

Behandlingen af Calve-Legg-Perthes vil afhænge af sygdommens sværhedsgrad og barnets alder. Smerterne skal mindskes. Derfor skal barnet udgå lange gåture og hård sport. Men samtidig er det vigtigt, at bevægelsen i hoften trænes og daglige øvelser med fysioterapeut anvendes ofte. Det er vigtigt, at barnets institution eller skole er orienteret. De mindste (<7 år) børn behandles med en skinne, som spreder benene. Barnet vænner sig hurtigt til at gå med den og kan både lege og løbe. De ældre (>7 år) børn kan behandles med en operation, hvis aflastning ikke er nok til at mindske smerterne eller hvis lårbenshovedet er svært angrebet.

Langt de fleste børn med Calve-Legg-Perthes bliver helt raske og kan efter behandling leve et normalt liv. Sådan er det, fordi sygdommen først nedbryder lårbenshovedet men senere genopbygges det. På længere sigt er der dog risiko for udvikling af slidegigt i en tidlig alder – det vil sige omkring 40-års-alderen.

Klik her for at læse om hvordan du vurderer dit syge barn

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få løbende information om aktuelle sygdomme m.m. - Tilmeld dig nyhedsbrevet og få løbende information om aktuelle sygdomme m.m. - Tilmeld dig nyhedsbrevet og få løbende information om aktuelle sygdomme m.m.